Thorvald Stauning var statsminister i Danmark i to perioder; først fra 1924 til 1926 så igen fra 1929 til 1942. Han er således gået over i historien som den statsminister, der har siddet længst tid på posten, nemlig 15 år og ni måneder. Herudover var Stauning landets første socialdemokratiske statsminister, og mange af reformerne der blev vedtaget i Staunings regeringstid, var med til at grundlægge det moderne danske velfærdssamfund.
Thorvald Stauning blev født den 26. oktober 1873 i København, og døde den 3. maj 1942. Han ligger i dag begravet på Vestre Kirkegård i København.
Valgt til folketinget
Stauning blev valgt til Folketinget i Faksekredsen allerede i 1906, og i 1910 afløste han Peter Knudsen som leder af Socialdemokratiske Forbund. At Stauning blev valgt som forbundets leder skyldtes både hans myndighed, og hans baggrund i arbejdsklassen. På denne måde var han en oplagt leder af Socialdemokratiet.
Staunings første ministerpost var som kontrolminister – et embede han besad fra 1916 til 1920. Som statsminister stod han for at udnævne landets første kvindelig minister, da Nina Bang blev valgt som undervisningsminister i 1924. Nina Bang var desuden en af verdens første kvindelige minister.
Efter en stor fremgang ved valget i 1924 kunne Socialdemokratiet danne en mindretalsregering med Stauning som statsminister, men de økonomiske problemer tvang imidlertid regeringen til at udskrive valg allerede i 1926, hvor partiet Vestre vandt magten. Bedre gik det i 1929, hvor Socialdemokratiet opnåede flertal sammen med Det Radikale Venstre. Stauning blev atter statsminister mens den radikale P. Munch tog sig af posten som udenrigsminister.
Landsfaderen
Selvom 1930’erne var præget af arbejdsløshed, lykkedes det at sikre stabilitet i det danske samfund, hvilket langt fra var tilfældet i verdens øvrige lande. Staunings popularitet voksede således med årene, og ved valget i 1935 opnåede Socialdemokratiet at få mere end 46 % af stemmerne. Det var netop ved dette valg, at det kendte slogan ”Stauning eller kaos” blev introduceret. Stauning mødte dog også modgang i sin periode som statsminister. Det skete bl.a. i 1939, hvor hans forslag om en grundlovsrevision blev forkastet.
Den tyske besættelse der blev indledt den 9. april 1940 var ligeledes et stort slag for Stauning, men han blev på sin post og stod i spidsen for samlingsregeringen, som der blev oprettede under besættelsen. Efter et par måneders sygdom døde Stauning den 3. maj 1942, og han blev efterfølgende afløst af partifællen Vilhelm Buhl.